Nu er jeg så godt som normal. Jeg har en fantastisk perfekt kæreste. Jeg har lært en masse om min egen psyke og mentalitet. Jeg har ikke længere paniktanker om ting der ikke eksisterer eller foregår. Jeg kan ikke længere skrive og tegne lige når jeg vil.
Jeg er bange for, at der ikke er nogen vej tilbage nu. Men er jeg ikke længere en kunstner? Skal man være ulykkelig for at skabe noget ægte? Jeg har haft evnerne, kan de bare forsvinde?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar